tirsdag den 4. december 2007

HØRINGSSVAR – CAMPUSPLAN 2007

af Grønt Netværk
Den 07-09-2007

Københavns Universitet har med Destination 2012 taget bæredygtighed med som strategisk indsatsområde. Grønt Netværk hilser denne udvikling velkommen og glæder sig over, at bæredygtighed er medtænkt i campusplanen. Vi anerkender udgangspunktet om at nedbringe KU’s huslejeomkostninger, men ønsker samtidig at fremhæve de umiddelbare fordele ved at indtænke en effektiv udnyttelse af ressourcerne. Vi vil således i dette høringssvar udelukkende forholde os til planens bæredygtige elementer.

Målet om at blive ”…ét af Europas ”grønneste campusområder”…” handler om at skabe rum og rammer for en grøn hverdag. Universitetet må således til enhver tid leve op til de højeste standarder inden for såvel nybyggeri som renovering af allerede eksisterende bygninger. Overalt på campuserne vil tiltag inden for vedvarende energi, beplantning og genbrug være med til at skabe et sundt og naturligt arbejdsmiljø til gavn for hele universitetsbefolkningen. Vi opfordrer derfor til, at bæredygtighed ikke blot er en forudsætning for Campusplan 2007, men direkte fremgår som en væsentlig del af formålet med planen.

At gøre Universitetet bæredygtigt er en omkostning på kort sigt. På længere sigt vil investeringen dog på mange områder hurtigt vise sig tjenlig, mens den på andre områder vil være en del af, at KU er sig sit ”grønne ansvar” bevidst. Grønt Netværk bakker KU op i at tage de nødvendige foranstaltninger. Derfor vil Grønt Netværk også opfordre til, at der søges ekstra ekstern finansiering, der er øremærket til at sikre bæredygtige initiativer.

NYBYGGERI
Allerede inden man påbegynder nybyggeri er det vigtigt at indtænke energi- og miljøhensyn. Et bæredygtigt byggeri opnås ved at tage højde for placering i forhold til solen og det omgivende miljø. Det er muligt at skabe nul-energi og på sigt energiskabende byggeri, hvis det er en af målsætningerne allerede inden den første arkitektstreg er sat.

KU’s ansvarlighed og engagement til at skabe et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø kan også vise sig ved konsekvent at indtænke grønne områder – ikke bare mellem bygningerne, men også på bygningerne. Flade tagarealer giver mulighed for grønne beplantninger på selve bygningerne, der ud over at udvide de grønne arealer i byzonen også medvirker til en bedre isolering og energiudnyttelse. Desuden vil den grønne beplantning virke profilerende eksternt og identitets-skabende internt på universitetet i forhold til bæredygtighedsproblematikken. Som yderligere fordele kan nævnes et markant lavere energiforbrug, såvel som et sundt indeklima, hvilket nedbringer sygdom og forbedrer indlæring.

RENOVERING / OMBYGNING
I relation til den eksisterende bygningsmasse kan der indtænkes flere initiativer i relation til bæredygtighed. I de nuværende bygninger er der mange steder en mangelfuld isolering, der gør det svært, ofte umuligt, at opnå de målsætninger KU har sat sig selv om at blive et af Europas grønneste campusområder. Også for så vidt angår disse bygninger vil der på sigt være en stor økonomisk gevinst ved at sikre et minimalt energisvind. Grønne områder på bygningernes flader kan ligeledes etableres her.

VEDVARENDE ENERGI
Både i forbindelse med anlæg af nybyggeri og renovering af den eksisterende bygningsmasse bør campusplanen i højere grad søge at indtænke vedvarende energi som et centralt element i KU’s bestræbelser på at leve op til sit ”grønne ansvar”. Grønt Netværk ser solenergi som et oplagt valg for bygninger placeret i centrum af hovedstaden. Solenergi giver flere fordele i forhold til energiøkonomi, signalværdi, og kan bidrage til at KU bliver en del af et forskningsfelt i rivende udvikling.

Grønt Netværk er vidende om, at KU har modtaget et tilbud fra Solar City Copenhagen om gratis konsulentbistand til en plan for opsætning af solcelleanlæg på Campus. Vi vil stærkt opfordre til, at Universitetet benytter sig af dette tilbud. København har ambitioner om at blive verdens miljømetropol. Det ville sende et stærkt signal udadtil, hvis en stærk spiller i byen som KU gik forrest og markerede sig som en af Københavns progressive og grønne institutioner.

GENBRUG / AFFALD
Endnu et centralt element i ønsket om at have et af Europas grønneste campusområder er en ordentlig affaldssortering, som vedblivende tænker genbrug og tilgængelighed ind i forhold til ansatte og studerende. De eksisterende forhold lever ikke op til de fremmeste på området. Dette kunne være en klar ambition. Københavns Kommune har en veludviklet affaldshåndtering. Her kunne man let søge inspiration fra. Udover det miljømæssige aspekt er det sund økonomi at håndtere affald med sigte på størst muligt genbrug. Sidst, men ikke mindst, ligger der i affaldssorteringen en bevidsthedsskabende og mægtiggørende effekt i forhold til de studerende og ansatte på universitetet. Man må formode at gode vaner indhentet fra Universitetet tages med videre udenfor universitetets mure.

INDKØBSPOLITIK
Bæredygtighed foregår ikke kun på Campus, men skal medtages i hele forsyningskæden. Københavns Universitet bør gå foran, når det gælder kravene og sikkerheden for, at materialer til byggeri og løbende drift er fremstillet med mindst mulig skadelig virkning på natur og miljø. Derved kan KU fremstå som proaktiv inden for udviklingen af de højeste standarder for certificeringer og bæredygtighed. Indkøbspolitikken bør således tænkes ind som en integreret del af campusernes planlægning. Vi vil opfordre KU til at udarbejde en natur-, miljø- og energibevidst indkøbspolitik og en handlingsplan for gennemførelse heraf, som lever op til Miljø- og Energiministeriets cirkulære nr. 26 af 7. feb. 1995 § 6.

GRØNNE AREALER OG LANDOMRÅDER
Københavns Universitet er en integreret del af byen København og vores grønne haver i Campusområdet er ud over et inspirerende miljø for vores studerende også en vigtig del af KU’s ansigt mod byen. Områderne tjener et vigtigt formål som rekreative arealer for borgere, ansatte og studerende samt som nødvendige studiearbejdsplader og uformelle læringsmiljøer. Det er derfor vigtigt, at der trods fortætningen stadig er store grønne områder af høj kvalitet på campusområderne.

Herudover ejer Københavns Universitet arealer udenfor de fire campusområder i København. Grønt Netværk ser gerne, at campusplanen understøtter vigtigheden af, at der i forbindelse med forvaltningen af disse områder – eksempelvis etablering og ombygning af feltstationer – tages højde for naturværdier i områderne, så KU også som landforvaltere arbejder for en bedre og rigere dansk natur.


Grønt Netværk ser frem til videre dialog vedrørende vores grønne campus. Vi er glade for af at se bæredygtighed højt på dagsordenen og støtter ønsket om at bringe KU på niveau med IARU-partnerne. Der skal skabes synlighed om mål og opfyldelsen af disse. Til inspiration kan blandt andet nævnes http://www.yale.edu/sustainability/.


På vegne af Grønt Netværk

Casper Mølck
Talsmand